I Mols Bjerge bor keramiker Louise Gaarmann. Her bor hun i samspil med naturen og har sit værksted, hvor hun laver keramik. Hun har altid drømt om at bo på landet, og for syv år siden tog hun springet og flyttede ind i træhuset ude i skoven.

“Det viste sig at være endnu federe at bo på landet, end jeg havde drømt om,” fortæller hun og fortsætter: “Der er noget så sanseligt ved at være tæt på naturen året rundt. Overgangen mellem ude og inde er ikke særlig stor, og det elsker jeg”.

For Louise har det givet hende et ståsted at være forbundet naturen, hvor man mærker årstidernes skiften, lyset udenfor vinduet og den helt særlige ro, der opstår, når man følger døgnets rytme tæt. Det giver hende energi, ro og en følelse af taknemmelighed i hverdagen.

Når hænderne fortæller historier

Hun har lavet keramik siden gymnasietiden og blev senere uddannet fra Det Kongelige Akademi for arkitektur, design og konservering. Hænderne har altid været Louises vigtigste værktøj. Engang handlede hendes værker om at være smukke og pryde, men i dag handler hendes arbejde ikke kun om æstetik – det handler om at skabe noget, der kan mærkes.

“For mig har værkerne en styrke, hvis de kan en lille smule af noget. Hvis de kan bringe håb eller lys eller være en trøst. Objekter kan rumme kærlighed og omsorg. De kan være et holdepunkt i alt det, der hele tiden er i bevægelse.”

Især kærligheden til hendes børn, Gustav og Vigga, er en konstant, hun vender tilbage til igen og igen. Det ses blandt andet i hendes ikoniske fade med tekster som blandt andet “for ever and ever” og “nothing compares to you”.

Det er netop den ubetingede kærlighed, hun også forsøger at forme i leret. Den, der ikke behøver forklaring. Den, der ligger i kroppen som en grundtone.

“Kærligheden til ens børn er uden spørgsmålstegn. Den er der bare. Det er en glædelig og meget hjertelig følelse at vide, at båndet altid vil være der.”

Kærligheden til børnene bliver ikke kun vist i keramikken – den sidder også fysisk tæt på hjertet. Om halsen bærer hun en kæde fra Line Rossau med Gustav og Viggas initialer, og den tager hun aldrig af. Børnene på 24 og 20 år er flyttet hjemmefra, men båndet og kærligheden mellem dem er uforanderlig.

“Det minder mig om, at de altid er i mit hjerte. Jeg kan godt lide at røre ved det – det er lidt trøstende.”

“De kan altid regne med mig – og jeg kan regne med dem. Det er en rar følelse, at man stadig kan være noget for hinanden. At man er forbundet.”

Mormors fade og den blå fra Royal Copenhagen

Kærligheden til familien er dog ikke kun noget, hun bruger i sin kreative proces, når hun skaber keramik. Fadene bliver nemlig aftryk fra noget af mormorens gamle porcelæn. Det er de fade, der blev brugt til kager og andesteg i barndommen. En kærlighedserklæring til familiens traditioner – og til de kvinder, der kom før. Med tiden har flere hyldester til familien fra Vendsyssel sneget sig ind i kunsten.

For nogle år siden blev hun inviteret af Statens Kunstfond til Norditalien for at lave en soloudstilling på et stort keramikmuseum og ved universitetet i Torino. Hun skulle repræsentere dansk keramik, og det blev startskuddet til hendes arbejde med koboltblå dekorationer – en legende og undersøgende reference til Royal Copenhagen og den danske keramikhistorie, som hun stadig udfolder i dag.

“Da jeg pludselig stod i udlandet og skulle have danskheden ind i mit keramik, blev jeg med det samme trukket tilbage til mormors fade og den klassiske blå, som jeg har set i så mange hjem.”

Symbolik i hver form

Hver genstand, hun laver, bærer på noget mere end bare sin form. En muslingeskal er ikke bare en smuk overflade – det er et hjem.

“For mig er det interessant at spørge, med det jeg laver: Hvor hører jeg hjemme? Nogle gange har vi huset på ryggen, og bølgerne skubber os rundt. Det handler om at finde fodfæste – at grounde sig.”

Andre gange handler det om afslutninger og nye kapitler. Hun laver knuder og sløjfer i ler, som ofte bliver givet som gaver, når noget er slut – en uddannelse, et bestyrelsesarbejde, en studentertid. Men de rummer også sorg.

“Jeg har haft en kunde, der stod tudende med en knude i hånden og sagde, at den markerede slutningen på et sygdomsforløb. Når nogen kan se det i et stykke keramik – så tuder jeg også. Det gør det levende.”

Et samarbejde bundet på ægthed

Louises keramik bliver solgt få udvalgte steder, og da Line Rossau spurgte, om hun havde lyst til at sælge nogle ting i hendes butik, var det et klart ja.

“Det føltes helt naturligt, at nogle af mine værker står ved Line. Vi har begge en respekt for materialerne og det håndværk, der ligger bag”.

Det Louise elsker ved Line Rossau smykkerne er det upolerede look, og den rå minimalisme, der skinner igennem på de simple smykker. Det er samme tilgang, som hun har til sit eget håndværk.

“Jeg kan godt lide, at man kan se mit fingeraftryk i leret. At man kan mærke, det er håndgjort. Det er det samme med Lines smykker. Det er ægtheden og det æstetiske i håndværket, der gør det smukt.”